Skip Navigation LinksPath:
> Forside > Nyheder & Events > Presse

 Støtte fra Højteknologifonden 

Støtte fra Højteknologifonden til et fælles projekt mellem Fibertex A/S, Aalborg og iNANO, Århus og Aalborg Universitet

Højteknologifonden har besluttet at støtte et større projekt vedrørende udvikling af ”nano-nonwovens” over en fireårig periode med 20 mio. kr. Projektet udføres i et samarbejde mellem den eneste danske nonwovens (ikke vævede tekstiler) producent Fibertex A/S i Aalborg og nano-centeret iNANO (Interdisciplinært Nanoscience Center) ved Aarhus og Ålborg Universitet, som er Nordeuropas mest fremtrædende center indenfor nanoteknologi. Fibertex A/S og iNano bidrager med et tilsvarende beløb på 20 mio.

kr.

 

Fibertex A/S fremstiller såkaldte nonwovens, som anvendes til mange forskellige formål såsom råvarer til bleer, indenfor møbel og madrasindustrien, bilindustrien og som geotekstiler i veje og havneanlæg. I dette nye innovative højteknologiske projekt er det planen at udnytte nanoteknologi og nanopartikler til at bibringe nonwovens materialerne nye unikke egenskaber, som åbner helt nye anvendelsesmuligheder. Eksempler på nye innovative produkter er anvendelsen af nanopartikler til at forbedre fibrenes mekaniske egenskaber og funktionelle egenskaber såsom miljøvenlige, brandhæmmende materialer. Fibertex har i de seneste år igennem store investeringer og udvikling af nye produkter vokset markant og omsætter i 2005 ca. 1,2 mia. kr. Udover at investere i Danmark har Fibertex etableret store produktionsanlæg i Tjekkiet og Malaysia indenfor de sidste fire år.

 

I løbet af det sidste år har Fibertex i et samarbejde med iNANO undersøgt muligheder for at anvende nanoteknologi i sine produktionsprocesser og ønsker nu at intensivere arbejdet. Samarbejdet med iNANO vil give mulighed for at involvere den brede ekspertise, der eksisterer inden for iNANO mht. at syntetisere og analysere nanomaterialer og nanopartikler. Dette arbejde vil være til gavn ikke blot for Fibertex, men også for iNANO, idet projektet vil bibringe iNANO en viden om teknologiens muligheder indenfor nonwovens fibre – en viden som også vil kunne anvendes indenfor andre områder.

 

Parterne er meget glade og tilfredse med at Højteknologifonden har fundet vores innovative projekt støtteværdigt. Resultaterne vil bidrage til en helt ny udvikling af nonwovens teknologien, som kan styrke Fibertex’ position som dansk flagskib på området, samtidig med at universiteterne og andre virksomheder vil få glæde af den generelle viden projekterne vil give.

 

 

Fibertex A/S og iNANO

 

Evt. henvendelse til

Fibertex A/S                           
Adm. direktør Michael Meulengracht            
Tlf:  9635 3535  

iNANO, Århus Universitet

Professor, direktør Flemming Besenbacher
Tlf:  8942 3604